Jeg vil ikke… Jeg vil ikke være med til… Jeg vil ikke arbejde med…
Når du ikke vil…. hvad vil du så?
Ofte oplever jeg, at mine kunder, klienter og mennesker generelt fortæller hvad de IKKE vil, når jeg spørger hvad de vil.
F.eks.:
”Hvad vil du gerne opnå med den præsentation du skal holde i næste uge?” ”Jeg vil ikke have at mine kollegaer tænker, at jeg ikke har sat mig ind i stoffet og ikke har styr på det.”
“Hvad vil I som virksomhed opnå ved at sætte fokus på stress?” “Vi vil ikke have at flere medarbejdere sygemelder sig. Og vi vil ikke fortsætte med, at vi ikke at kan håndtere problemerne når de opstår.”
”Hvad vil du gerne have ud at samtalen med din datter?” ”Jeg vil ikke have at hun tror, at jeg snager i hendes liv.”
Og flere…
- ”Jeg vil ikke have for mange opgaver på en gang”
- ”Vi vil ikke fortsætte med dårlige resultater”
- ”Jeg vil ikke arbejde fuldtid”
Frem for at beskrive hvad noget IKKE er, så beskriv hvad det er.
”Hvad vil du gerne opnå med den præsentation du skal holde i næste uge?” ”Jeg vil gerne fremstå professionelt, dele min viden og vise at jeg har styr på det.”
“Hvad vil I som virksomhed opnå ved at sætte fokus på stress?” “Vi ønsker at forebygge og derved reducere sygefraværet. At blive klædt på med viden så vi kan håndtere stress, og skabe trivsel og arbejdsglæde.”
”Det er ikke så koldt i dag.” Hvad er det så? Lunt? Varmt? Mindre koldt end i går?
I ganske få situationer kan det dog give mening at bruge ordet ikke. F.eks. når en medarbejder vender tilbage på arbejde efter en stresssygemelding. Her giver det god mening at beskrive hvilke arbejdsopgaver der skal laves og hvilke der ikke skal. Det skaber god afgrænsning.
Mærk forskellen
Når du formulerer dig negativt, opnår du en anden følelse, end når du formulerer dig positivt. Negative formuleringer er nemlig begrænsende og energiforladte. Positive formuleringer er derimod stærke og autentiske, og de tilskynder til at du selv, og andre, oplever ærlighed og engagement.
Mærk effekten hos dig selv og sig højt: ”Jeg vil ikke arbejde alene.” Mærk hvordan det føles og sig så: ”Jeg vil have kollegaer og samarbejder”, og mærk hvordan det opleves.
Eller: ”Jeg vil ikke rammes af stress.” – ”Jeg vil ha’ det godt og være glad.”
Eller: ”Jeg vil ikke skabe dårlige resultater.” – ”Jeg vil skabe gode resultater.”
Mærker du forskellen?
Ordet IKKE er et SMID-VÆK ord, og ved opmærksomhed og træning kan de fleste formuleringer kreeres positive.
Andre SMID-VÆK ord
MEN – siger du men, mener du noget andet end det, du lige har sagt. Det du netop har sagt bliver værdiløst.
- ”Ja det vil jeg gerne, men…”
- ”Jeg elsker dig, men…”
- ”Samarbejde er godt, men…”
- “Jeg er enig, men…”
GENTAG – det du gør igen, bliver en ny erfaring. Derfor bliver det en ny oplevelse som er sin egen.
PRØV – enten gør du det, eller også lader du være.
- “Jeg prøver at ringe i morgen.” Hvis du ringer i morgen har du gjort det. Hvis du undlader at ringe, har du ladet være.
- “Jeg prøver at få billetter til forestillingen”
- “Jeg prøver at samle hele teamet”
Når du gør en indsats for at bestille billetter, samle teamet eller andet, gør du noget. Hvis der er udsolgt, det mislykkes, teamet er optaget med andet etc. har du stadig gjort noget.
SPILD og FEJL – blot en ny erfaring, som du kan lære af. Hver gang du indhenter en ny erfaring, har du lært noget. Nogle gange skal der flere erfaringer til for at lære det samme, og andre gange skal der blot en enkelt erfaring til.
MISFORSTÅ – ingen misforstår. Du forstår det på din måde, den anden forstår det på sin måde. Vi har alle hver vores virkelighed og opfattelse af situationer. Klarhed og forståelse opstår, når du spørger til forståelsen og/eller forklarer til forståelsen.
UNDSKYLD – skyld har vi nok af. Brug i stedet:
- ”Dejligt at du gad at vente på mig”
- ”Tak for din tålmodighed”
- ”Situationen i går ville jeg gerne have taklet anderledes”
ALTID – er du helt sikker på at du altid er glad? Er rask? Er klodset? Bevarer roen i pressede situationer?
ALDRIG – er du helt sikker på at du aldrig kommer for sent? Er syg? Overser en detalje? Er hurtig?
Vil du af med dine SMID-VÆK ord, skal du være opmærksom på dine tanker, formuleringer og din tale, og du skal træne nye vaner. Derved skubber og udfordrer du din bevidsthed, og derved kan du lære at formulere dig klart, positivt og stærkt.
Maj Djurhuus, Psykoterapeut og Stresscoach