Kender du til at mangle kreativitet, når du skal skrive en tekst? Går du ofte i stå med en jobansøgning? Er du ind i mellem utilfreds med din egen indsats? Så kan et cafébesøg hjælpe dig.
Du kan nemlig øge din kreativitet og effektivitet ved at smutte forbi en kaffebar.
Videnskabskommunikatør og blogger Simon Oxenham er bl.a. dykket ned i dette fænomen og det matcher perfekt med min egen erfaring. Ofte drager jeg til det jyske, og jævnligt har jeg tid hist og pist imellem mine kunder. Den tid bruger jeg på at arbejde, og allerhelst på en café.
Jeg har fundet min stamplads i Århus og sammen med andre arbejdende, studerende og jobsøgende, er jeg passioneret og produktiv. Lyden af klirrende kopper, kaffemaskinernes summen, sprudlende taster på tastaturet, aktivitet og snak i krogene indbyder til effektivitet. Det er som om, jeg bliver ført gennem en lind strøm af inspiration, og kreativiteten og ideer står i kø for at få berettigelse. Der sker simpelthen noget i min hjerne og krop, og dette ”noget” kalder man for The Coffee Shop Effect.
Forskningen viser
Forskning har vist, at et moderat niveau af støj såsom musik,en kaffemaskines brygning og andre aktiviteter, der florerer på en café, stimulerer vores fantasi, og er med til at øge koncentrationen, forbedre ydeevnen og styrke kreativiteten.
Observationer viser samtidig, at mennesker der udfører forskellige opgaver ved siden af hinanden, følger hinanden. Arbejder en person fokuseret med en vanskelig opgave, arbejder personen ved siden af også fokuseret – dette selvom man ikke ved, hvad naboen arbejder med.
Sagt på en anden måde, indsats er smitsom og er der andre, der arbejder effektivt på en kaffebar, arbejder vi selv mere effektivt.
Vores kognitive evner stimuleres, og vi bliver ubevidst inspirerede og produktivitet og kreativitet slippes løs.
Stimuler din jobsøgning
Måske kender du til at ramme muren, hvor det bare er svært at komme videre?
Som jobsøgende skal man jo skrive top skarpe ansøgninger – hver gang. Det kan være frustrerende og hårdt arbejde at skabe entusiastiske og unikke tekster flere gange om ugen, og de fleste af mine kandidater udtrykker da også et behov for luftforandring og innovativ inspiration.
Så er du jobsøgende, giver det værdi at ”tage din jobsøgning ud af huset”.
Netop sådan et boost kan være med til at du oplever en glød og genfinder dit engagement. Målet er nemlig at forfatte seje ansøgninger, der viser hvem du er, hvad du kan og hvad du vil. Da effekten af andres arbejdsindsats har betydning, er det vigtigt at du vælger den rigtige café.
Gerne med en kombination af klientellet der er for at socialisere og dem der er der for at arbejde. Der findes masser af caféer med den kombination og hvor man har arrangeret arbejdsstationer med optimal adgang til wifi, stikkontakter og koffein.
Mine ”ud af huset” timer for i dag er afsluttet, og dagens produktivitet er i top. Ja jeg er faktisk flyvende over alt det, jeg har udrettet på denne vintergrå forårsdag, og jeg glæder mig til gensyn med mit stamspot og Århus om et par uger.
Du kan læse mere om The Coffee Shop Effect på bl.a. NewScientist hvor Simon Oxenham skriver om psykologi, neurovidenskab og mental sundhed.
Maj Djurhuus, Psykoterapeut og Karrierecoach