+45 27 28 04 08 kontakt@majdjurhuus.dk

På jagt efter nye udfordringer? Er du blevet fyret? Har du skrevet mange ansøgninger og er alligevel uden job? Er det grænseoverskridende at være synlig på medierne?

Rigtigt mange kender det. Det er svært at vise, at man er uden job. Det er svært at være helt ærlig og sårbar. Det er svært at være synlig.

Jeg har selv prøvet det, at skulle være synlig i forbindelse med jobsøgning. Også for mig var det totalt grænseoverskridende, men med tiden blev det lettere. Husk at vores Comfort zoneudvides i takt med, at vi erfarer, at det er helt ufarligt at være synlig.

 

Mød Louise, Den Kommunikative Koordinator

Hvad savner du ved at have et job?

“Det jeg savner allermest, er det sociale samvær med kolleger. Dernæst en hverdag der er “tilrettelagt”, og hvor der forventes og kræves noget af mig, at være en del af noget større – en virksomhed, en kultur. Og så er jeg heller ikke for stolt til at indrømme, at jeg savner anerkendelse for det jeg kan, og det jeg yder.”

Indtil du postede, hvordan har du så søgt job?

“Den måde jeg har søgt flest job på er via jobannoncer. Jeg har altid undersøgt, om jeg havde en connection i den virksomhed, hvor jeg ansøgte et job, og efterfølgende kontaktet vedkommende og forhørt om branchen, kulturen og om medarbejdertrivslen. Herefter om vedkommende ville lægge et godt ord ind, og om jeg kunne bruge ham/hende som reference. Jeg har ikke søgt et job i over 15 år, så hele jobsøgningsprocessen er ny for mig.”

Hvordan havde du det, da du blev rådet til at være synlig på diverse medier?

“Puha, det virkede meget grænseoverskridende, da jeg havde skrevet oplægget og lavet min “filmplakat” og skulle trykke på upload-knappen. Det er bare utroligt ærligt og dermed en smule sårbart at “råbe” ud i det store sociale netværk, at nu har jeg brug for jeres hjælp. Jeg er typen, der altid klarer tingene selv og plejer, at være den som yder og hjælper andre. Men i 2017 er det SO-ME metoden, der skaber jobs, og jeg følger gerne med tiden!”

Hvordan har du det nu, hvor du har gjort det?

”Det korte svar, godt! Hvis jeg skal uddybe det, så er det stadigvæk en meget anderledes og til tider skræmmende oplevelse, at mennesker og virksomheder rundt om i Danmark, har læst netop mit oplæg og set min såkaldte filmplakat, og tænkt deres.

Over 800 har set og læst det, og jeg har allerede nu fået det ud af det, at mange har anerkendt mig ved at like, dele og skrive opmuntrende kommentarer og beskeder til mig – det er virkelig en rar følelse i en udfordrende tid. Og jeg er SÅ klar til en kop kaffe eller popcorn med netværket.”

 

Netværk!

Omkring 70% af alle job bliver besat via netværk– det har vi vidst længe. Alle kan lære at bruge deres netværk ideelt og mange af mine kandidater fortæller, at selvom det i starten er vildt grænseoverskridende, åbnes en fantastisk ny verden sig for dem.

Hvis du og din virksomhed ønsker hjælp til at få inspiration, værktøjer og til at se nye muligheder i forbindelse med outplacementforløb, er I meget velkommen til at kontakte mig på +45 2728 0408.

Maj Djurhuus, Psykoterapeut og Karrierercoach

Pin It on Pinterest